Forfatterarkiv

Pia Juul er netop blevet tildelt Kritikerprisen 2012 for novellesamlingen ‘Af sted, til stede’. Her kan du se hende læse op af samlingen og i samtale med lektor Dan Ringgaard fra Aarhus Universitet. Optagelserne er fra februar 2013 da Pia Juul besøgte Litteraturstedet på Åby Bibliotek.

Pia Juul er aktuel med novellesamlingen Af sted, til stede og har siden debuten i 1985 høstet stor anerkendelse som både lyriker, prosaist og dramatiker. Pia Juuls elegante værk er karakteriseret ved at være selvironiserende og humoristisk; fortællingerne i såvel prosa som lyrik bevæger sig mellem fortid, nutid og fremtid i et analyserende sprog, der er stærkt rytmisk og melodisk.

 

Comments Ingen kommentarer »

Den 30. oktober 2012 vovede Jens Blendstrup atter at sætte sine indfødte 8240-ben på Risskovsk grund. Resultat: en uforglemmelig aften med Blendstrupsk oplæsning og samtale.

ANMELDELSE: af Tinna Stengaard

Forfatterarrangementer er efterhånden ikke et sjældent syn. Interessen for personen bag værket er for tiden bemærkelsesværdig, og sådanne arrangementer formår da også ofte i høj grad at bidrage til litteraturdebatten.

Når det er sagt, skal det nævnes, at Blendstrup-arrangementet i Risskov på mange måder adskiller sig fra lignende arrangementer – det var i den grad LIVE, og kun de få forventer at blive stukket en håndbajer, når de træder ind på et bibliotek. Stemningen var lagt fra starten, da de fremmødte én efter én trådte ind i lokalet og samtidig tilbage til den typiske 70’er bodega, hvor mange forskellige duge prydede (næsten) alle bordene. Her havde den gamle grønne lænestol vanligt taget sin plads foran et retro B&O-fjernsyn, og Matadorspillet var placeret på stuebordet klar til brug.

Jens Blendstrup debuterede i 1994 med ”Mennesker i en mistbænk”, en novellesamling udgivet på Borgen. I hans forfatterskab indgår adskillige genrer som noveller, kortprosa, en børnebog, dramatik og meget mere. Senest er han aktuel med ”Berlin”, en bog af prosastykker med fotografier af Lars Gundersen.

Hans første roman ”Gud taler ud” skildrer Blendstrups far Uffe, og er af den mere selvbiografiske art, som fint demonstrerer den menneskelige skævhed – et omdrejningspunkt for Blendstrups forfatterskab, hvor temaer behandles i en vekslen mellem humor og tragik.

Blendstrup voksede op i et villakvarter i Risskov, og denne opvækst danner baggrund for meget af det selvudnævnte villavejs-vidnes- litteratur. Denne aften kom da også til at handle meget om Blendstrups far, som må siges at være noget af en karakter. Skildringen af faren og ”det gamle” Risskov kom fint til udtryk gennem Blendstrups farverige og udtryksfulde oplæsning.

Sjældent har jeg set en så levende og dynamisk oplæsning og interageren med publikum – fuld af humor, varme og sprælskhed. Netop denne følelse indtog publikum, og stemningen forblev gennem hele aftenen uformel, humoristisk og hyggelig.

Den Blendstrupske oplæsning kan varmt anbefales.

VIDEOOPTAGELSER

Comments Ingen kommentarer »

Glem alt om lange ønskelister, myldretid og musetrapper for en stund. Læn dig i tilbage, duft kaffen og bliv inspireret, når Aarhus Kommunes Biblioteker og Løve’s Bog og VinCafé nu for sidste gang i år serverer en velklingende poesibrunch.

Fotograf Anders von Greffelstejn 2009

 

Søndag den 16. december kl. 11.00 mødes digteren Theis Ørntoft med forfatteren Jeppe Brixvold til samtale og oplæsning på Løve’s Bog- og VinCafé.

Den lokale digter Mads Mygind guider publikum og de inviterede gennem formiddagen.

Litteraturen er gratis. Brunch, kaffe og crossanter kan købes i caféen.

Om forfatterne
Jeppe Brixvold gjorde sig særligt bemærket med sin seneste bog, den viltre roman Forbrydelse og fremgang. Mens Ørntoft debuterede med den prisvindende, hverdagsfriske og øretæveindbydende digtsamling Yeahsuiten.
Ørntoft er inspireret af Brixvold og har derfor ønsket, at de to skulle mødes. Brixvold sagde straks ja.

Kig forbi til en hyggelig formiddag i litteraturens tegn! Måske du endda bliver inspireret til et par julegaveindkøb.

 

 

Comments Ingen kommentarer »

Vores eftermiddagsmøde foregår i en lille gård ved Kelly Writers House. Daniel Snelson er PHD studerende på Pennsylvania Universitet og skriver afhandling om databaser som Ubuweb og Pennsound. Han er redaktør på Ubuweb og Libertas Academica  og så er han performancekunstner, i avantgarde afdelingen. Vi møder ham på opfordring fra Charles Bernstein.

 

Daniel Snelson er dybt fascineret af nettet, af data og hvordan vi formidler dem. ’Jeg taler i links’, siger han og på vores søgende spørgsmål om en definition på ’elektronisk litteratur’, siger han, at al litteratur i dag teoretisk kan kaldes elektronisk, eftersom selv traditionelle værker skrives på computere..

For Snelson ligger fremtiden i korte events. Man skal give folk små bidder af information, som man altid kan bygge videre på. Hovedsagen er at det skal passe til ’contemporary tension spans’ – som altså ikke magter at fokusere så lang tid af gangen ;)

Og han nævner som vi har hørt flere gange på denne tur, at data er uinteressante indtil en person går ind i dem. Data er ikke noget i sig selv. Fremtiden ligger i at blive professionelle operatører – det kan gælde kunstnere, undervisere, eller i vores tilfælde biblioteksansatte og/eller frivillige tilknyttet institutionen, som fungerer som en slags datacurators og som kan guide brugerne gennem og frem til relevante data.

Snelsons verden udgår sådan set fra en bøgernes højborg, fra universitetet, men selv er han helt fokuseret på data i elektronisk form. Et af hans performances er fx at performe databaser.

For ham er verden helt naturligt elektronisk. Og den givne udfordring er at navigere i det.

Hvilket tydeligvis er sjovt.

 

Daniel Snelson på nettet

Comments Ingen kommentarer »

Forfatter Pablo Llambías performer her selvbiografiske digte fra sin seneste udgivelse Monte Lema på LitteraturStedet på Åby Bibliotek. Optagelsen er foretaget med Roland diktafon uden ekstern mikrofon. Klik og lyt til tre lydklip med uddrag fra aftenen. Tina Schmidt anmelder  efterfølgende aftenen, forfatteren og intentionerne.

 

Lydklip: Pablo Llambías, Monte Lema, Poetik (2.46)

Læs resten af dette indlæg »

Comments Ingen kommentarer »

Cia Rinne (født 1973) er en svensk/tysk/finsk lyriker, dokumentarisk og fotograf.

Hun har studeret filosofi i Frankfurt og Finland, og bor nu i Berlin.

Cia Rinnes lyrik bærer tydeligt præg af flersprogligheden, af indtryk fra forskellige kulturer og forskellige kunstarter samlet

I en sprogfilosofisk idé om flux, reduceringer og minimalisme.

Rinne har udgivet tre digtsamlinger, der alle sprogligt, visuelt og lydeligt udtrykker samme konsekvens; en reduktion og repetition af ord indtil de får en ny betydning. I 2010 vandt hun Danmarks smalleste litteraturpris, ”Bukdahls Bet”.

[tekst af cand.mag. Tina Schmidt]

 

4. september 2011 besøgte Cia Rinne Aarhus’ Litteraturfestival Vild Med Ord. Klik på lydklip (36.19)

Comments Ingen kommentarer »

Torsdag d. 13. oktober 2011 fandt en helt særlig samtale sted mellem forfatteren Svend Åge Madsen og litteraten Henrik Skov Nielsen i LitteraturStedet på Åby Bibliotek, hvor Svend Åge Madsen også læste op fra sine værker. Efter introduktionen kan du høre fire lydklip med Svend Åge Madsen.

 af Dorthe Larsen /

Svend Åge Madsen og Henrik Skov Nielsen er kommet til LitteraturStedet på Åby Bibliotek i forbindelse med bibliotekernes litteraturtema Læselyst i efteråret 2011, der også udfoldes i en større udstilling i LitteraturStedet.  Udstillingen fungerer fint som ramme for arrangementet.

Det er første gang Svend Åge Madsen og Henrik Skov Nielsen indtager en offentlig scene sammen, og det viser sig at være et sjældent godt miks, som et talstærkt fremmødt publikum kommer til at nyde godt af. Henrik Skov Nielsen vender og drejer begrebet læselyst og kobler det til Svend Åge Madsens forfatterskab. Svend Åge Madsen folder sig ud om sit værk, og videre byder aftenen på en spændende samtale om fortællingens væsen og om den betydning, den har for os.

Svend Åge Madsen debuterede i 1962 og har udgivet et utal af noveller og romaner, og især i 1980erne også flere dramatiske værker. Forfatterskabets omdrejningspunkt er identiteten i en kompleks og udfordrende verden. Det samlede værk er eksperimenterende og undersøgende, ikke mindst hvad angår holdning til og brug af selve fortællingen. Selv har Svend Åge Madsen sagt: Min identitet afgøres af hvilke historier jeg har taget til mig, hvilke historier jeg indgår i, hvilke historier jeg vælger at føre videre.

Svend Åge Madsens romaner fører læserne ind i ualmindelige almindelige mærkelige verdener og ofte til steder i Aaarhus. Man efterlades som regel forvirret og rundtosset, men klogere. Både fordi Svend Åge Madsens romaner er spækket med ny viden, der serveres med en lethed. Forfatterens indsigt i historie, videnskab, religion, filosofi og kunst, inkl. i verdenslitteraturen fornægter sig  ikke. – Og fordi værkerne tvinger en til at reflektere. – Og så er fortællingerne medrivende, underfundige og morsomt ironiske – der er kort og godt tale om stor og enestående fortællekunst!

Henrik Skov Nielsen er professor og ansat ved Aarhus Univesitet inden for litteraturområdet. Henrik Skov Nielsens forskningsområder er bl.a. fortællingen.

Henrik Skov Nielsen har beskæftiget sig en del med Svend Åge Madsens forfatterskab og holder af det. Henrik Skov Nielsen har i 2003 lavet en større afhandling om Svend Åge Madsens tidligere romaner, og den hedder Tertium datur. Dette er en modsigelse af begrebet tertium non datur, der er logisk princip, der udsiger, at et udsagn enten er sandt eller falsk; noget tredje gives ikke.

Hos Madsen er der flertydighed og der gives noget tredje.

 

Lydklip: Svend Åge Madsen 1

Hør Svend Åge Madsen fortælle om, hvorfor han ikke selv forstår sine tekster, lige når han er færdig med dem. Ifølge forfatteren er det nemlig ikke kun teksten i sig selv, der skaber mening, og i dette klip fortæller Svend Åge Madsen om, hvornår en tekst får liv, og hvornår han selv begynder at forstå sine egne tekster – lydklip (4.29)

Lydklip: Svend Åge Madsen 2

Svend Åge Madsens tidlige forfatterskab er meget eksperimenterende, og de allerførste fortællinger blev ifølge forfatteren afvist af et forlag, der mente, at de var ’et interessant indblik i et skizofrent sind’. Hør Svend Åge Madsen fortælle om de skizofrene fortællinger, og om han kan genkende forlagets beskrivelse af forfatterens skizofrene sind – lydklip (2 min 46 sek).

Lydklip: Svend Åge Madsen 3

Figuren Jesper i Svend Åge Madsens bog, Den ugudelige farce (2003), er det tætteste, forfatteren har været på at skrive en selvbiografisk karakter. Hør Svend Åge Madsen fortælle om dengang, han ligesom romanens Jesper brød med alt for at følge efter en pige til USA – klik på lydklip! (1.22)

Lydklip: Svend Åge Madsen 4

Hør Svend Åge Madsen fortælle om bogen At fortælle menneske (1989). Bogen har ikke mindre end 126 personer, og centralt i bogen er drengen Tøger, som får til opgave at fortælle pigen Ikona om menneskene. På grund af sin deformitet har Ikonas forældre holdt hende afsondret fra andre mennesker for at beskytte hende mod omverdenen. Tøgers historier skal bringe hende i kontakt med den verden og de mennesker, hun ikke kender. Vi kommer ind i historien på et tidspunkt, hvor Svend Åge Madsen fortæller om Tøger, der har en fornemmelse af, at der er noget galt i forholdet mellem hans forældre, så han sætter sig for at skygge dem. Klik.. (17.21)

Comments Ingen kommentarer »

Den 19. april 2012 var der højtlæsningsdag i Aarhus, arrangeret af Aarhus Kommunes Biblioteker. Lær Dansk Aarhus arrangerede højtlæsning Mølleparken ved hovedbiblioteket. Her læste seks kinesiske studerende højt af H.C. Andersens eventyr Nattergalen – på kinesisk. Den – for de fleste – uforståelige højtlæsning var en inspirerende, anderledes oplevelse hvor det velkendte revitaliseres i en fremmedartet kontekst.

Beskrivelse af konceptet og principielle overvejelser
Klassisk dansk eventyr læst op af kinesere på kinesisk i en offentlig park som indslag i højtlæs-ningsdagen Aarhus læser højt.

Hvordan forholder ideen sig til projektets formål?
Revitalisering af ældre værk
Litteraturformidling i forhold til nye formidlingskoncepter

Eksempel på udførelse / Case
Under højtlæsningsfestivalen Aarhus læser højt laver Lær Dansk Aarhus et arrangement i Mølle-parken som ligger centralt i Aarhus. Seks personer med kinesisk baggrund sidder side om side på en træstamme og skiftes til at læse højt af H.C. Andersens eventyr Nattergalen – på kinesisk.

Billed, lyd eller film
Arrangementet blev dokumenteret med fotos

Overvejelser over udførelse
Et udendørs arrangement som dette kræver godt vejr, en del reklame og med lidt held ingen forstyr-rende elementer i umiddelbar nærhed. Da de fleste tilhørere ikke forstår hvad der læses op er lyden ikke så vigtig, men man skal dog kunne høre at der læses en tekst.

Variations muligheder af konceptet
Oplæsning af samme tekst på flere forskellige sprog.

Hvordan kan andre biblioteker bruge det
Arrangementet med højtlæsning på fremmedsprog kan bruges til at tiltrække borgere af anden etnisk herkomst, og folk med interesse i andre sprog / kulturer fx i forbindelse med temaer om rejser / sprog / fremmede kulturer.

Målgruppe
Voksne, indvandrere, herunder specifikke grupper i dette tilfælde borgere med tilknytning til Kina

Ophavsret
Ingen

Forberedelse/Tidsforbrug
1 dag

Udstyr

Priser/ finansiering

Samarbejdspartnere
Lær Dansk Aarhus

Refleksioner
Hvad er meningen med at læse højt på et sprog folk ikke forstår? Arrangementet var sært rørende. Som tilhører til højtlæsning af nationalskjaldens tekst burde man jo kunne forstå hvad der fortælles og derfor lytter man og lytter igen, lidt mere intenst. Da ørene må opgive at forstå, prøver de andre sanser at kompensere og man oplever pludselig hele rummet, mennesket, intonationerne og den specielle blanding af fremmedhed og noget vældig nationalt.

Kort om højtlæsningsdagen Aarhus læser højt 19. april 2012.
Målgruppe: alle kommunens borgere store som små. Mål: at give alle borgere en gang højt-læsning med på vejen via såvel offentlige som private arrangementer arrangeret og udført af projektgruppen under Aarhus Kommunes Biblioteker, byens litterære aktører, andre mulige interessenter og frivillige.

Comments Ingen kommentarer »

Som del af højtlæsningsdagen Aarhus læser højt lavede vi fire korte videoer med højtlæsning. Her er det videoen med Sander Jensen som performede egne digte. Videoerne blev formidlet via Aarhus læser højts facebookside, så man kunne “sende sin ven en historie” ved at dele videoen.
 

Beskrivelse af konceptet og principielle overvejelser
Kort litterær performance optaget på video med henblik på formidling på websites. Aarhus Kommunes Bibliotekers hjemmeside og på Facebook med udgang fra Aarhus læser højts facebookside.

Hvordan forholder ideen sig til projektets formål?
Udvikle litteraturformidlingen
Metoder til digital formidling

Eksempel(er) på udførelse / Case
Poet og tidligere poetryslammer Sander Jensen fremfører egne digte. Videoen må maksimalt tage 5 minutter og skal bruges på Facebook, så man kan ”sende en historie til sine venner” når Aarhus læser højt.
Videoen kan desuden ses på www.aakb.dk (Aarhus Kommunes Bibliotekers hjemmeside) og på to lokale tv-kanaler: Kanal Østjylland og Aarhus LokalTV.

Billed, lyd eller film
Optageudstyr: lyd og billede

Overvejelser over udførelse
Forfatteren er ekspressiv i sin formidling af sine tekster og rækker sammen med den professionelle optagelse ud til publikum.

Som introduktion til optagelsen får forfatteren besked på at stå (forholdsvist) stille så han holder sig i billedet. Alligevel formår forfatteren med mimik og blik at aflevere sine budskaber.
Vores tilbagemeldinger er meget positive, folk føler sig godt underholdt.

Variations muligheder af konceptet
Man kunne vælge at lave en føljeton og så poste en video per dag i en uge. Eller lave tema-oplæsninger, så man kunne sende en historie, der passer til en bestemt lejlighed.

Hvordan kan andre biblioteker bruge det
Denne specifikke video ville kunne (gen)bruges på andre bibliotekers hjemmesider ved opnåelse af accept fra forfatteren, Aarhus Kommunes Biblioteker + Mediehus Aarhus.
Man kan også lave lignende optagelser med lokale forfattere / performere

Målgruppe
Voksne (nysgerrige) der gerne lige giver noget overraskende et par minutters opmærksomhed – den korte video lavet til videresendelse passer fint med det Facebooks brugere er vant til

Ophavsret
Forfatteren/performeren, Aarhus Kommunes Biblioteker, Mediehus Aarhus,

Forberedelse/Tidsforbrug
1 dag

Udstyr
Videoen er professionelt optaget af Mediehus Aarhus som er partner på Aarhus læser højt, men et lignende tiltag vil kunne gentages og optages lokalt i ok kvalitet

Priser/ finansiering
Evt. honorar til performer

Samarbejdspartnere
Mediehus Aarhus

Refleksioner
Dette var et meget vellykket arrangement set fra afsendernes øjne. Vi ved ikke hvor mange videoen nåede ud til, men eftersom den ligger på youtube + facebook lever den.

Viral marketing er i denne sammenhæng både en reklame for det overordnede projekt Aarhus læser højt, men også for videoen, der er et arrangement i sig selv. Formålet med dagen var at få så mange aarhusianerne som muligt udsat for højtlæsning af forskellig art, og med videoen nåede vi folk via deres arbejds- eller hjemmecomputere.

En vellykket og kort performance vil kunne bruges som teaser / intro til et forfatterskab. Man ser videoen på facebook, youtube eller bibliotekets hjemmeside og får måske lyst til at vide mere.

 

Kort om højtlæsningsdagen Aarhus læser højt 19. april 2012.
Målgruppe: alle kommunens borgere store som små. Mål: at give alle borgere en gang højt-læsning med på vejen via såvel offentlige som private arrangementer arrangeret og udført af projektgruppen under Aarhus Kommunes Biblioteker, byens litterære aktører, andre mulige interessenter og frivillige.

Comments Ingen kommentarer »

Pablo Llambías performer selvbiografiske digte fra sin seneste udgivelse Monte Lema på LitteraturStedet på Åby Bibliotek.

Onsdag d. 25. april kl. 19.30.

I forbindelse med aprils tema om aktivistiske udgivelsesstrategier og udstillingen Exhibition After Hand på LitteraturStedet gæster forfatter Pablo Llambías Åby Bibliotek. Her vil Pablo Llambías, der også er rektor på Forfatterskolen først læse højt fra digtsamlingen Monte Lema fra 2011, hvorefter Mathias Kokholm fra forlaget After Hand vil stå for et interview.

I sin seneste og velanmeldte digtsamling Monte Lema, har Pablo Llambías kastet sig ud i den klassiske sonetform, men indholdet er stadigvæk aldeles moderne og hårdtslående. Her er nemlig tale om en selvbiografi i sonetform, hvor der i tidens ånd ikke bliver lagt fingre imellem. De over 400 sonetter spænder indholdsmæssigt bredt, men den røde tråd er det moderne menneskes forhold til sin egen skrøbelige identitet. Alting bliver lagt frem og selvom det er tunge emner, der bliver behandlet, skinner Llambías’ humor og selvironi tydeligt igennem i sonetterne.

Der er hermed lagt op til en forårsaften med underholdende og tankevækkende lyrik på Åby Bibliotek.

Arrangører: After Hand, Litteraturen finder sted og Åby Bibliotek.

Comments Ingen kommentarer »