I Litteraturen finder sted eksperimenterer vi bl.a. med formidling af elektroniske værker i biblioteksrummet. Strategien er praktisk afprøvning bl.a. i form af diverse udstillinger.

I november måned afprøvede vi derfor to forskellige formidlingskoncepter i biblioteksrummet.
Den ene var en udstilling i vores afdeling for skønlitteratur, hvor vi udstillede 11 værker, der hver især bestod af en leporello-bog og en tilhørende netbaseret kortfilm.
Hvert værk er skabt af en forfatter og en billedkunstner i samarbejde. Thomas Seest har derefter oversat bøgerne fra tryk til video og lavet 11 netbaserede kortfilm til netmagasinet thirdear.
I musikafdelingen udstillede vi værket “Hjertets abe sparker sig fri” af digteren Morten Søndergaard og den elektroniske musikduo Schweppenhäu-ser/Thomsen.
Begge udstillinger var baseret på, at beskueren skulle interagere med værkerne for at opleve dem.

Som info-materiale til begge udstillinger lavede vi en folder i samme format som leporello-bøgerne. Heri beskrev vi dels det enkelte værk samt projektet overordnet set og oplistede den definition på digital litteratur, vi arbejder ud fra.

Leporello-værker

Udstillingen indeholdt 11 værker, der hver især bestod af en leporello-bog og en tilhørende netbaseret kortfilm. Vi brugte en skærm, der i forvejen hang på væggen til at vise filmene på. Vi satte en chip bagpå hver af de 11 leporello-bøger. For at opleve et af værkerne skulle man derfor vælge en leporello-bog, køre chippen henover chiplæseren, og så startede den film, som hørte til den pågældende leporello-bog. Chiplæseren havde vi placeret i en gammel bog, der lå på et sort podie foran skærmen.
Leporelloværkerne forudsætter ikke i sig selv interaktion fra brugerens side. Det er dog et element, vi er meget interesserede i at undersøge, og derfor præsenterede vi værkerne sådan, at oplevelsen af dem forudsatte, at man selv var aktiv. I vores kuratering af værkerne valgte vi dermed bevidst, at det interagerende element skulle være til stede.

Set-up’et med chiplæseren fungerede rigtig godt. Rent teknisk var det nemt at få til at fungere og det var en meget overkommelig måde at give brugeren mulighed for interaktion. Det krævede nogle tydelige instrukser til brugeren om, hvad man skulle gøre for at igangsætte en film, men da vi først fandt de rigtige og korte instrukser, var det tydeligt, at det var nemt for alle at finde ud af.
Filmene var meget korte og de blev kun afspillet, når nogen aktivt igangsatte en film. De kørte med andre ord ikke i loop. Når der ikke var en film i gang, stod der på skærmen, hvad man skulle gøre for at opleve et af værkerne.
Den gamle bog med chiplæseren bidrog også til at fange folks interesse. Vi havde limet dens sider sammen og skåret plads ud til chiplæseren. Kombina-tionen af en gammel bog og en ny chiplæser pustede til folks nysgerrighed og mange skulle hen for at se, hvad det var for noget. Vi havde valgt at vise værkerne i rummet for skønlitteratur, hvor der dels er mange litteratur-interesserede og desuden fungerer som gennemgangsrum for mange.
Det var meget positivt at opleve folks interesse for værkerne. Faktisk var udstillingen på populær, at mange brugere kom til at tage de små leporello-bøger med hjem – vi startede med 11 bøger og havde til sidst kun 3.
Iscenesættelsen af rummet havde dels til hensigt at skabe interesse for værkerne, men det var også vigtigt for os tydeligt at synliggøre projektet, hvilket vi gjorde med store bannere med projektets logo på. Det pirrede også folks nysgerrighed og flere spurgte, hvad udtrykket “litteraturen finder sted” dækkede over.

Vi havde på forhånd spurgt thirdear, om vi måtte vise filmene og fået deres godkendelse. Thomas Seest sendte os leporello-bøgerne gratis. Udgifterne til udstillingen var derfor udelukkende til chiplæser og chip. Vi købte et sæt med 12 stk. + en chiplæser til 500 kr.

Hjertets abe sparker sig fri

Værket ”Hjertets abe sparker sig fri” er i sig selv interaktivt, da man skal klikke sig igennem det for at opleve det. Vi valgte at vise værket på en lille scene i vores musikafdeling. Her placerede vi en pc-skærm, hørebøffer og en god, blød stol. Personen, der interagerede med værket, kunne se det på pc-skærmen. Stolen mv. var placeret på en scene foran et stort lærred. Her blev billedet fra pc-skærmen projiceret op, så andre også kunne se og opleve både værket, men også den pågældende brugers interaktion med det.
Dette valgte vi ud fra vores erfaringer fra festivalen, hvor vi oplevede, at Poetry Wall’en fungerede godt både som en mulighed for, at man selv kunne interagere med den, men også for andre i rummet at se interaktionen. I vores kuratering af værket ville vi derfor gerne afprøve, hvordan dette fungerede i biblioteksrum-met.
Desværre viste det sig, at der ikke var særligt mange, der interagerede med værket. Der var dog flere, der satte sig i de sofaer, der også er placeret i rummet og kiggede på værket, der kørte på pc-skærmen og blev vist på det store lærred, men uden selv at interagere med det.
Vores erfaringer viser, at der manglede en bedre forklaring på, hvad man reelt skulle gøre for at interagere med og opleve værket. Dels var det ikke tydeligt nok, hvad man skulle gøre og dels virkede det nok også afskrækkende på folk, at man skulle sætte sig på en scene.
Frygten for, at man ikke kan finde ud af det – og så samtidig sidder på en scene, hvor alle kan se, hvad man laver, har bestemt ikke virket befordrende for folks lyst til at lege med. Dette kunne vi evt. have undgået, hvis vi havde sørget for bedre forklaringer på, hvad man skulle. Men dét at man skal sætte sig på en scene, vil nok altid være lidt af en hurdle for mange.

Vi havde på forhånd kontaktet Morten Søndergaard og oplyst, at vi ville vise værket i den bestemte periode. Værket ligger tilgængeligt på nettet og der er et link her på bloggen under ”Enkelte værker”.

Kuratering af de to udstillinger

Vores kuratering af de to udstillinger var vellykket i det ene tilfælde, men i mindre grad i det andet. Med Leporello-værkerne lykkedes vores kuratering, da udstillingen fungerede, som vi havde forestillet os og det lykkedes os at iscenesætte udstillingen, så folk reagerede, som vi havde håbet og mange oplevede værkerne. Det lykkedes for os at pirre folks nysgerrighed ved at præsentere dem for en gammel bog med en chiplæser i – nogle blev også provokeret af, at vi havde skåret hul i en gammel, flot bog. Desuden var det tydeligt for folk, hvordan de skulle interagere med værket og interaktionen var meget simpel, så alle kunne finde ud af det.
Med udstillingen af værket ”Hjertets abe sparker sig fri” var vores kuratering af værket mindre vellykket. Hensigten var, at den enkelte skulle interagere med værket, og det samtidig skulle være muligt for andre at opleve. Der manglede dog oplysninger om, hvad man skulle gøre, hvilket afholdt folk fra at kaste sig ud i det og samtidig har placeringen på en scene nok også virket afskrækkende – specielt fordi det ikke var tydeligt, hvad man skulle gøre.

Erfaringerne viser, at det er godt at lokke folk til med noget, der pirrer deres nysgerrighed – og dernæst skal det være meget tydeligt og klart, hvad man selv skal gøre for at opleve værket. Det er også vigtigt, at man nemt kan afkode, hvad ens egen interaktion har af betydning for værket.

Dette indlæg blev skrevet tirsdag 7. februar 2012 kl. 15:22 og er arkiveret under Eksempler, Idekatalog. Du kan følge med i alle svar til dette indlæg gennem RSS 2.0 feedet. Du kan lægge et svar eller trackback'e fra dit eget site.