Posts Tagged “pressemeddelelse”

Glem alt om lange ønskelister, myldretid og musetrapper for en stund. Læn dig i tilbage, duft kaffen og bliv inspireret, når Aarhus Kommunes Biblioteker og Løve’s Bog og VinCafé nu for sidste gang i år serverer en velklingende poesibrunch.

Fotograf Anders von Greffelstejn 2009

 

Søndag den 16. december kl. 11.00 mødes digteren Theis Ørntoft med forfatteren Jeppe Brixvold til samtale og oplæsning på Løve’s Bog- og VinCafé.

Den lokale digter Mads Mygind guider publikum og de inviterede gennem formiddagen.

Litteraturen er gratis. Brunch, kaffe og crossanter kan købes i caféen.

Om forfatterne
Jeppe Brixvold gjorde sig særligt bemærket med sin seneste bog, den viltre roman Forbrydelse og fremgang. Mens Ørntoft debuterede med den prisvindende, hverdagsfriske og øretæveindbydende digtsamling Yeahsuiten.
Ørntoft er inspireret af Brixvold og har derfor ønsket, at de to skulle mødes. Brixvold sagde straks ja.

Kig forbi til en hyggelig formiddag i litteraturens tegn! Måske du endda bliver inspireret til et par julegaveindkøb.

 

 

Comments Ingen kommentarer »

Pablo Llambías performer selvbiografiske digte fra sin seneste udgivelse Monte Lema på LitteraturStedet på Åby Bibliotek.

Onsdag d. 25. april kl. 19.30.

I forbindelse med aprils tema om aktivistiske udgivelsesstrategier og udstillingen Exhibition After Hand på LitteraturStedet gæster forfatter Pablo Llambías Åby Bibliotek. Her vil Pablo Llambías, der også er rektor på Forfatterskolen først læse højt fra digtsamlingen Monte Lema fra 2011, hvorefter Mathias Kokholm fra forlaget After Hand vil stå for et interview.

I sin seneste og velanmeldte digtsamling Monte Lema, har Pablo Llambías kastet sig ud i den klassiske sonetform, men indholdet er stadigvæk aldeles moderne og hårdtslående. Her er nemlig tale om en selvbiografi i sonetform, hvor der i tidens ånd ikke bliver lagt fingre imellem. De over 400 sonetter spænder indholdsmæssigt bredt, men den røde tråd er det moderne menneskes forhold til sin egen skrøbelige identitet. Alting bliver lagt frem og selvom det er tunge emner, der bliver behandlet, skinner Llambías’ humor og selvironi tydeligt igennem i sonetterne.

Der er hermed lagt op til en forårsaften med underholdende og tankevækkende lyrik på Åby Bibliotek.

Arrangører: After Hand, Litteraturen finder sted og Åby Bibliotek.

Comments Ingen kommentarer »

Pressemeddelelse: Skuespilleren Jens Albinus læser Ludvig Holbergs Epistler i LitteraturStedet på Åby Bibliotek. 

Holberg er kendt som “den danske litteraturs fader” og er derfor selvskreven til at være repræsenteret i Aarhus Kommunes Bibliotekers litterære tema om 1700-tallet. Holberg er mest kendt for sine skuespil, men skrev bl.a. også korte tekster med et skarpt satirisk bid. Nu genoplives Holbergs kritiske røst, når skuespilleren Jens Albinus læser hans Epistler højt på Åby Bibliotek.

Jens Albinus er tilbage på Aarhus Teater i rollen som Jeppe i Holbergs “Jeppe på bjerget”. I den forbindelse gæster Jens Albinus også LitteraturStedet på Åby Bibliotek, hvor han læser op af Holbergs Epistler tirsdag d. 6. marts 2012, kl. 14.00.

Holberg var en af de mest markante danske litterære skikkelser i oplysningstiden. Holberg er mest kendt for sin skønlitterære produktion, men skrev også en del tekster om emner inden for historie, filosofi og naturvidenskab. Epistlerne lægger sig et sted midt i dette felt, og spænder indholdsmæssigt bredt fra oplysningstidens store spørgsmål om ytringsfrihed og tolerance til Holbergs forhold til kaffedrikning. Fælles for epistlerne er, at de er korte tekster skrevet med en skarp pen, som er så karakteristisk for Holberg.

Jens Albinus er kendt fra DR-TV’s spændingsserie Ørnen og har desuden været med i en række danske spillefilm (bl.a. flere af Lars von Triers film). I sin teaterkarriere har Jens Albinus spillet både klassiske og moderne roller og har haft flere store roller på den europæiske teaterscene. Han er desuden en erfaren fortolker af Holbergs værker.

 

Der er derfor lagt op til en både underholdende og måske endda lærerig eftermiddag, når Åby Bibliotek danner rammen om Jens Albinus’ fortolkning af Holbergs Epistler.

Arrangører: Åby Bibliotek og Aarhus Teater.

Comments Ingen kommentarer »